"Jeg har det allerbedst, når jeg står i køkkenet"

Hvis man indtager sine måltider på Vejle Center Hotel, så kan man være sikker på, at man ikke kommer til at gå sulten fra bordet.
Det er nemlig et krav fra køkkenchefens side, at man skal være mæt

Ifølge køkkenchef Henrik Skov er kedelige arbejdsdage ikke noget, som eksisterer på Vejle Center Hotel – og slet ikke i køkkenet og restauranten.

– Vi har simpelthen et rigtigt dejligt hotel, som emmer af god stemning. Vi kan sagtens have rygende travlt, men som personale kender vi hinanden rigtig godt, og vi er altid klar til at give en ekstra hånd, hvis der er behov for det, fortæller Henrik Skov, der har været en del af Vejle Center Hotel siden 2016.

Han har arbejdet i 25 år som køkkenchef, men har også haft perioder, hvor han selv underviste kokkelærlinge i den svære kogekunst.

 

kok med vogn i køkken

Evnen til at være på forkant er vigtig

– Samlet set er vi en lille halv snes ansatte i køkkenet, og hvis ikke det var for mine utroligt dygtige medarbejdere, så kunne det ikke lade sig gøre at holde så højt et niveau, som vi kan her på hotellet. Det er faktisk rørende, så godt et samarbejde vi har herude, pointerer Henrik Skov.

En af de forcer, som køkkenpersonalet på Vejle Center Hotel har, er ifølge køkkenchefen evnen til at være på forkant med de selskaber, fester og arrangementer, som ligger forude.

– Hvis vi har fire selskaber en lørdag, samtidig med at der kommer a la carte-gæster i restauranten, så kan du sagtens forestille dig, hvor mange forskellige madretter og menuer, der skal skrues sammen til sådan en dag. Det kræver et stort overblik, og det kræver megen erfaring. Men som sagt, så har personalet herude tilsammen ret mange år på bagen, og der er ikke for alvor noget, der kommer bag på os, fortælle Henrik Skov.