Vi har det faktisk rigtigt hyggeligt her på hotellet
Det var lidt af et tilfælde, at Mette Bonde for 15 år siden blev en del af Vejle Center Hotel, hvor hun er receptionist. Lige siden har hun gjort alt for, at gæsterne føler sig rigtig godt tilpas
Selv om foyeren er fyldt med gæster, der har placeret sig rundt i forskellige ”lommer” med varm kaffe eller køligt kildevand, så hviler der en ro over Vejle Center Hotel, som er svær at stikke.
– Vi har det faktisk rigtigt hyggeligt her på hotellet. Både internt personalet imellem, men også i forhold til gæsterne, hvoraf der er rigtig mange stamgæster. Dem får man naturligvis et nært kendskab til, fortæller 57-årige Mette Bonde, der siden 2007 har været ansat som receptionist på Vejle Center Hotel.
Hun er egentlig kontoruddannet, og endte i jobbet ved lidt af en tilfældighed, men hverken hotellet eller Vejle har gjort andet end at byde Mette Bonde rigtig hjerteligt velkommen ombord. På samme måde, som den erfarne receptionist altid byder gæsterne på Vejle Center Hotel hjerteligt velkommen.
Personalet strækker sig for hinanden
Selv om Mette Bonde har været en del af personalegruppen i 15 år, så er hun langt fra den medarbejder, der har været længst på Vejle Center Hotel.
– Vi er mange, der har været her i rigtig mange år, og det giver jo også et formidabelt kendskab til hinanden.
Vi går gerne en ekstra mil for hinanden, og det mener jeg virkelig. Hvis man kommer gående, og der ligger en tabt serviet, så er det jo ikke sådan, at vi tænker, at det må rengøringspersonalet klare. Det er helt naturligt at strække os for hinanden, og det kommer rigtig godt igen, understreger Mette Bonde.
Hun er overbevist om, at en del af hotellets succes kan forklares med, at personalet er til at snakke med.
– Vi er nede på jorden, og det kan gæsterne godt lide. Vi har plads til alle, og alle skal føle sig godt tilpas hos os, så det er der, vi har fokus, fortæller hun.
Der findes ikke gennemsnitlige dage
Selv om der ifølge receptionisten ikke findes gennemsnitlige dage på Vejle Center Hotel, så er der dog forskel på, hvornår rykkene indfinder sig.
– Der er mest travlt om morgenen, hvor der skal tjekkes ud fra værelserne, samtidig med at der kører morgenbuffet, og så igen først på aftenen, hvor antallet af nyankomne gæster plejer at toppe. Sæsonmæssigt har vi mest at se til om sommeren, fordi vi er et hotel, som ligger i lidt af et smørhul tæt på blandt andet Billund Lufthavn, Legoland og Givskud Zoo, pointerer Mette Bonde.
Også positionen som et cykel-hotel har det med at skaffe kunder, ikke mindst fordi oplandet omkring Vejle efterhånden er blevet godt kendt som et bakket landskab.
– Året rundt har vi jo heldigvis mange gæster i forbindelse med idrætsstævner, konferencer og messer, og her nyder vi godt af naboskabet med DGI Huset. Jeg nyder virkelig at være en del af hotellet – og glæden er kun vokset i løbet af de år, hvor jeg har været med på Vejle Center Hotel-holdet, fortæller Mette Bonde.